"Sange om krig og sorg"

OKT
25

"Sange om krig og sorg"


Søndag d. 25. oktober 2020, kl. 19:00 til mandag d. 26. oktober 2020, kl. 21:00
Willemoesgade 68, 2100 København Ø

Sange om krig og sorg

Med koncerten ”Sange om Krig og Sorg” mindes Ensemble Hermes og sopran

Annemette Pødenphandt 2. Verdenskrig 75 år efter krigens slutning.

Krig er uløseligt forbundet med minder, med trangen til at glemme, men samtidigt

også med frygten for at glemme. For kan det gentage sig? Og hvordan kan vi mindes

den for at undgå gentagelsen? Hvordan kan vi tale om dét, som vi efterhånden kun

husker som civilisation, men ikke som mennesker? Kan vi søge tilflugt og redning i

musikkens ikke-sprog? Disse spørgsmål vil vi forsøge at bringe frem og overveje

sammen med vores publikum, takket være et program bestående af 3 komponister,

der på hver deres måde forholdt sig til krig og sorg. Eisler, Strauss og Gorecki skrev

fra positioner som eksileret, besætter og besat og danner dermed i forening en

helhedsfortælling bestående af de følgende værker.

Program

Hanns Eisler/Bertolt Brecht – (arrangeret for strygerensemble)

Und ich werde nicht mehr sehen das Land aus dem ich gekommen bin

O Falladah die du hangest

Vielleicht-lied

Als ich dich in meinem Leib trug

Richard Strauss – Metamorphosen

Henryk Gorecki – 3. Symfoni – A Symphony of Sorrowful Songs, 2. Sats

Bertolt Brecht ´s stærke og tidløse tekster fra mellemkrigstiden og krigen handler

bl.a. om at være i eksil, om at være forfulgt og om den evige angst og uvished, der

følger hermed. Hanns Eisler har tilsat et mørkt og enkelt tonesprog, som gør dem til

både dramatiske og gribende sange.

Brecht og Eisler blev begge tvunget i eksil, da nazisterne kom til magten i 1933. Mens

Brecht slog sig ned i Svendborg, arbejdede Eisler rundt omkring i verden indtil det

lykkedes ham at emigrere til USA i 1938. De mødtes igen i Californien, hvor de boede

og arbejdede i en årrække, for senere at vende tilbage til Østberlin og fortsatte

deres samarbejde indtil Brechts død i 1956.

Uddrag af “Und ich werde nicht mehr sehen das Land aus dem ich gekommen bin” -

“Og jeg skal aldrig mere se det land, som jeg kommer fra”:

...

og jeg skal ikke mere,

og du skal ikke mere

høre kvindernes og mødrenes stemmer

eller vinden over hjembyens skorstene

eller byens glade larm

eller den bitre.”

Richard Strauss skrev Metamorphosen fra august 1944 til marts 1945, som et på

mange måder anderledes stykke musik; som senromantisk værk for 23 solostrygere

både for den tid det er skrevet i og for den komponist det er skrevet af.

Metamorphosen blev længe betragtet som en elegi for Strauss’ elskede München,

skrevet under indtryk af det allierede bombardement af byen d. 2. oktober 1943.

Hertil kan lægges Strauss’ mere end problematiske forholden sig til det officielle

Tyskland i årene 1933-45. Strauss citerer temaet fra Marcia funebre -satsen -

begravelsesmarchen - fra Beethovens Eroica -symfoni og over dette sted i partituret

har han skrevet ordene ‘ In memoriam’ . Dette udsagns alt andet end entydige

betydning har ført til en række spekulationer, startende med den hollandske

musikkritiker Matthijs Vermeulen der i 1947 skød værket ned med anklagen om, at

dette var en beskidt sørgesang over Hitlers regime. Andre har foreslået at det er en

selvbiografi, atter andre at det er et filosofisk værk - nært beslægtet med Goethes

tanker om livet som evig forvandling.

Men Metamorphosen beholder en radikal åbenhed ved bevidst at tie, ved at holde

på sine hemmeligheder og ved retorisk ikke at determinere et bestemt udfaldsrum.

På angstprovokerende vis stiller værket kort efter afslutningen på en af

menneskehedens største tragedier spørgsmål, der får os til at tænke over hvordan

og hvorfor vi så gerne altid vil forstå det, der er sket os.

Henryk Gorecki skrev sin 3. Symfoni – A Symphony of Sorrowful Songs i 1976. Indtil

1992 var hverken værket eller Górecki dog kendt for andre end specialister. Men

netop det år strøg London Sinfoniettas indspilning af symfonien helt til toppen af

hitlisterne, hvor den mere eller mindre er blevet liggende siden - utroligt atypisk for

en symfoni skrevet i anden halvdel af det 20. århundrede. Værkets 2. sats er skrevet

over en tekst, som den 18-årige Helena Wanda Błażusiakówna , havde ridset ind i

væggen i det Gestapo-fængsel i Zakopane i Polen, hvor hun sad fængslet fra

september 1944. Teksten lyder:

O moder, græd ikke, nej.

Ulastelige, himmelske Dronning, du støtter mig altid.

Musikken er enkel, sorgfuld og dybt bevægende og det er et værk, som ofte

tiltrækker folk, som ellers ikke hører klassisk musik. Værkets appel til vore dages ikke

kun klassiske publikum er måske beslægtet med det, der fangede Górecki selv ved

skriften på væggen i Zakopane: Ikke overkomplicerede og overdimensionerede

følelser, men derimod en uskyldig piges uselviske bøn til sin egen mor, der kun

vedrører hende selv og Gud.

Entré 100 kr. – kontant el. mobilepay ”i døren” / eller www.billetto.dk