Forside

Postkort fra Rosenvængets Sogn

I den kommende tid vil jeg dele nogle strøtanker med jer i form af klummer her fra mit Corona-eksil på Willemoesgade. I skrivende stund har jeg ikke været uden for en dør i 17 dage. Det ved jeg præcist, fordi jeg hakker af som en anden Robinson Crusoe. Jeg håber ikke, at listen bliver for lang.
Jeg læste et opslag på facebook, der lød:
Vigtig meddelelse fra psykolog og psykiatriforbundet: Mens I er i hjemmekarantæne kan det være, at I taler med jeres husdyr, blomster eller hårde hvidevarer. Dette er meget NORMALT. I skal ikke kontakte os af den grund. Men hvis I oplever, at disse taler tilbage til jer, så bedes I kontakte os snarest for at få professionel hjælp.
Efter i starten at have brugt et par dage på at undgå panik og vanvid og derefter yderligere et par dage på at rydde op i samtlige skuffer og skabe, faldt der endelig en ro over mig. Og så gik det op for mig, at når man bliver rykket helt væk fra sine vante relationer og sin travlhed, så opstår der i stilheden nogle spørgsmål, man måske ikke helt har forholdt sig til før. Eller sagt på en anden måde: Når noget trækker sig sammen, vider noget andet sig ud.
Nogen har sagt: Gud lukker aldrig en dør uden at åbne et vindue. Og vinduer har vi set åbne sig i den sidste tid. Der bliver hilst og sunget. Og solen har lyst sin velsignelse over os.
Hvis nogen skulle have spørgsmål eller kommentarer til mine klummer, så send gerne på LTV@KM.DKJeg regner med at skrive to klummer om ugen. Den første klumme kommer på torsdag.
Kærlig hilsen Lene Tvilling

Gudstjenester