Måltid

For nogle år tilbage blev min mand og jeg inviteret til fødselsdagsmiddag hos nogle bekendte, som vi egentlig ikke kendte særlig godt.

Men som man jo gør, fandt vi det fine tøj frem og glædede os til en dejlig aften, hvor vi kunne lære parret bedre at kende.

Da vi ankom, var der dækket smukt bord med krystalglas, blomster og lys, og der duftede himmelsk fra køkkenet.

Men fra det øjeblik vi satte os til bords, gik alting op i hat og briller. Parret, der sad over for hinanden sendte en strøm af spydigheder og hentydninger hen over bordet. Måltidet udviklede sig hurtigt til et opgør af Strindbergske dimensioner, og der var ikke mange detaljer fra værtsparrets 16-årige samliv, der ikke blev blotlagt og endevendt. Aftenkaffen blev indtaget i en isnende tavshed.

Når det måltid står så tydeligt i min erindring, så er det fordi vi alle sammen forbinder det at spise med hinanden som noget rart. Hvad ville en fødselsdagsfest, en juleaften, en housewarming være uden et godt måltid mad. At spise sammen er et tegn på fællesskab (deraf også udtrykket: at være sammenspist).

I mange familier er aftensmåltidet det eneste tidspunkt, hvor alle samles i en stund. Sådan er det i hvert fald hos os, selvom det ikke altid er nemt med fire hjemmeboende teenagere, som egentlig hellere ville indtage måltidet foran en skærm.

Påsken er en højtid, vi også forbinder med samvær og mad. Påskemiddage med lam og påskefrokoster med sild og snaps, familie og venner, men i år må vi ikke.

Her i Rosenvængets sogn er der mange fællesskaber, der mødes i vores to kirker. Og mange af os spiser sammen. Vi spiser spaghetti og sodavandsis efter børnegudstjenester, de unge mødes til brunch og sy-værksted, vi spiser hjemmelavet mad til Pigeaftener og håndmadder efter vores frokostgudstjenester. Vi foretager os noget sammen, vi spiser sammen, vi lærer hinanden at kende, og det betyder meget mere, end vi tænker over.

Og så er der et måltid mere, som måske virker meget lille og uanseeligt i forhold til så meget andet.

Hver eneste søndag holder vi nadver sammen. Det kræver ikke catering eller mange timer ved køkkenbordet. Det er ikke noget særligt, en lille oblat og en sjat vin. Men grunden til at vi gentager det uge efter uge, år efter år, den er noget særligt.

Det gør vi, fordi vi mindes det allersidste måltid Jesus delte med sine disciple Skærtorsdag aften, dagen før han blev dræbt.

Det fællesskab, der er ved alterbordet, er et fællesskab for alle. Små og store, levende og døde.

For dem, der føler sig hjemme ved bordet og for dem, der næsten ikke kan få næsen op over kanten.

Det kommer jeg virkelig til at savne i år.

Alligevel får I nu de bedste ønsker om en god påske. 

Kærlig hilsen Lene Tvilling