02/07/2024 0 Kommentarer
Postkort om den gode smitte
Postkort om den gode smitte
# Nyheder
Postkort om den gode smitte
Den gode smitte….
De først mange dage af vores lockdown var vi alle meget påvirkede hjemme hos os. Særligt min yngste havde det svært og var utrolig bange, da den verden og hverdag hun kendte var vendt på hovedet samtidig med, at en virus hærgede hele verden. En virus man kunne dø af.
Efter en uge faldt hun lidt til ro men visheden om der ville gå langt tid, inden hun kunne se mange af de personer hun elskede højt, gik hende tydeligvis på. Så hun startede for uger tilbage med at skrive gækkebreve til sine bedsteforældre. Nabo pigerne gjorde det samme. Sammen fik de ideen om at lave påskebreve til hele vejen og sad ude i haven (med afstand ?) og klippede løs i mange timer.
Sent på eftermiddagen drønede de afsted på deres løbehjul og afleverede et brev i hver postkasse på vejen. I dagene der fulgte, begyndte der at komme små hilsner i vores postkasse; en sten med skriften: tak for det smukke brev – eller et lille stykke chokolade, og jeg tror det gik op for dem at et lille brev kan have stor betydning. Særligt i disse dage hvor vi er afskåret fra hinanden.
Dette resulterede i endnu et projekt; at nå så mange bedsteforældre som muligt - og de valgte et plejehjem i vores område, hvor de ældre ligesom så mange andre steder ikke kan få besøg af deres kære. Og de klippede og klippede. 54 stk påskebreve, som vi afleverede i denne uge. På selve dagen modtog vi det skønneste billede. Et billede af en ældre dame med det største smil, som sad med et af deres påskebreve i hånden.
Lige nu drøner de rundt på deres løbehjul i det gode vejr – og er børn – griner højt. Og spreder den gode smitte….
God påske fra korleder Marlene Lollike
Kommentarer