Venskab

For øjeblikket læser jeg en lille bog af religionspsykologen Owe Wikstrøm. Den hedder ”Fra et café-bord i Paris” og har undertitlen ”Om venskab, tristesse og samtalens nuancer”.

En af Wikstrøms betragtninger omkring venskaber, handler om tiden. De gamle grækere havde to ord for tid. ”Kronos” som betegner tidens gang. Det er den ubønhørlige bevægelse af sekundviseren på uret. Og så er der ordet ”Kairos”, som betegner tidens indhold, glæde, længsel, sorg, venten og så videre. Det er den tid, hvor man ikke er optaget af, hvad klokken er, men af det man er i gang med.

Venskabets tid er tættere på Kairos end på Kronos. En lang og stille samtale med en god ven over et glas rødvin ophæver tiden for en stund. Eller hvad med den underlige oplevelse, at vi kan løbe ind i en gammel ven, som vi ikke har set i årevis og alligevel kunne genoptage samtalen, som om den sluttede i går. Vi behøver ikke nødvendigvis, at have hele den forgangne kronologi på plads.

Ordbog over det danske sprog forklarer, at ordet ven er beslægtet med ordene Venus og venstre. En mand har sin elskede til højre side og sin ven til venstre. Venus er kærlighedens gudinde og på italiensk hedder ven ”amicus”, den elskede.

Ordet ven har også oprindeligt haft betydning af vidne. Din ven kan vidne om dit liv og omvendt.

Luther siger i forklaringen til bønnen om det daglige brød i Fadervor, at dagligt brød ikke kun er det vi stopper i munden, men det er også ”gode venner, trofaste naboer og deslignende”.

En ven er en, jeg kan åbne mig for, jeg tør også godt fortælle om det ved mig selv, som jeg ikke er stolt af. For min ven idylliserer mig ikke, sådan som det ofte sker i forelskelsen. Tværtimod, der er en sjælden og nænsom ærlighed mellem venner.

Jeg kan være forrygende uenig med min ven, men jeg er ikke bange for fordømmelse eller brud. En ven kan jeg dele både godt og ondt med.

En nært venskab kan forvandle én, sådan som en særlig begivenhed, en særlig person, eller en særlig bog kan.

Alle bør have en god ven. 

Kærlig hilsen Lene