Ensomhed

Det er ingen hemmelighed, at ensomhed er en plage for virkelig mange mennesker.

Jeg vil tro, at vi alle sammen kender fornemmelsen. At ingen behøver mig, at livet foregår rundt omkring mig og uden min indflydelse. Jeg kan bare stå og se til på afstand.

Allerede børnehavebørn kan føle sig ramt af ensomhed. Jeg husker i hvert fald tydeligt en lang dag i børnehaven, hvor jeg sad på en bænk og så min bedste veninde Lisbeth grave i sandkassen med en anden pige. Og jeg måtte ikke være med. Rent fysisk føltes det som om mit hjerte blev tungt og øjnene duggede til.

Heldigvis er det som regel en flygtig fornemmelse, men som præst taler jeg ofte med mennesker, der lever med ensomhed som en permanent tilstand i årevis.

Det er en stor sorg og smertefuld oplevelse, at tro og mærke at verden er ligeglad med én.

Det er næsten ubærligt, ikke mindst fordi ensomheden oven i købet er så skamfuld. Det er de færreste, der fortæller andre, at de er ensomme, for det føles så flovt, og tanken om, at det nok er min egen skyld, ligger snublende nær. Selvværdet skrumper og ensomheden vokser.

Flere end hver tredje dansker bor alene. Det, er der mange der selv har valgt, og alenehed kan være den ideelle bo-form for mange. Men under Corona-krisen og karantænen risikerer vi at alenehed bliver til ensomhed.

At give hånd eller knus, at mødes trygt ansigt til ansigt, det er helt almindelige menneskelige omgangsformer, som er aflyst for øjeblikket.

Men når ensomheden er massiv, skal der ikke så meget til at bringe et lille glimt af håb ind. En telefonopringning. En blomst på dørmåtten. En lille hilsen ind af brevsprækken. Alt sammen noget der signalerer: Jeg ser dig, og jeg husker dig. Det modsiger ensomhedens grimme påstand om: Du er ikke noget værd, livet forgår bedst uden dig.

Den stemme må vi hjælpes ad med at tale imod.