Det er jul, og jul er tid til familiesammenkomster. Nye kommer til og andre går bort. I år kommer vi til at mangle min mands morfar. Han blev begravet i slutningen af november på en vindblæst kirkegård i kold støvregn. Han var næsten 100 år og boede alene til det sidste, som sådan var det ikke en trist begivenhed, men alligevel. Jeg kommer til at savne hans barnlige glæde ved julemaden og lyden af gebisset, der ikke rigtigt falder i hak. Men mest af alt kommer jeg til at savne det helt særlige krydderi, han var i familien. Han var en verdensmand fra Sdr. Felding, der havde regnet det hele ud, ukuelig optimist - især når det kom til egne evner, og misundelsesværdigt ligeglad med, hvad andre måtte mene om ham.

For et par år siden tog politiet hans kørekort. Vi mødte alle op til julefrokosten og troede, at vi skulle møde en slagen mand. Men midt i silden proklamerede han til sine døtres store fortvivlelse, at han havde udset sig et par heste, som han ville købe for de penge, bilen ville indbringe. Han havde jo altid været en glimrende rytter og mindede om, at han som 60-årig stadig kunne løbe en hest op. Det nyttede ikke noget at påpege, at det var 35 år og to kunstige hofter siden. Hestehandleren solgte heldigvis til anden side, og det nye transportmiddel blev i stedet en trehjulet scooter med karrosseri.

Han overraskede altid med noget nyt, men der var også de gamle travere. Som fartbegrænsninger, der burde være differentierede, så travle erhvervsfolk (ham selv - også som pensionist) kunne komme hurtigt igennem alle småbyerne. Og han kunne altid finde en anledning til at vrænge af pædagoguddannelsen. Det var noget pjat at kalde det en uddannelse. Kvinder var født til at kunne tage sig af børn, hvor svært kunne det være. Min svigermor er pædagog, og så behøver jeg vist ikke at forklare mere. I det hele taget var det nok nemmere for en som mig, der ikke var vokset op med ham, ikke havde noget ansvar for ham, og som kun var sammen med ham en gang om året at se det finurlige og livsbekræftende i ham.

Han var et kantet menneske, der trådte mange over tæerne. Han var næppe kommet med til bords, hvis han ikke havde været familie. I det hele taget er familien et netværk, som redder mange skæverter, særlige og enspændere fra ensomheden. Nogle mennesker bryder med familiemedlemmer, og det er altid forbundet med stor smerte og sorg. Men det kan være nødvendigt. Vi skal bare ikke gøre det for hurtigt. Efterhånden er familien det eneste sted, hvor vi møder folk, der er meget forskellige fra os selv. Især for os der bor på Østerbro, hvor der er ikke så stor forskel på os og vores naboer hverken politisk, kulturelt eller økonomisk. Det er i familien den store toleranceprøve skal stå, og det er her næstekærligheden for alvor udfordres.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en god jul, gode familiefrokoster – og hvis det bliver for tungt, så husk på at det kun er én gang om året.

Mange kærlige julehilsner

Sognepræst Rikke Juul