Lene Tvilling er gået på pension. Derfor vil vi sige tak for 30 gode år i Frihavns- og Lutherkirken.

Lene er til såvel fest og farver som alvor og nærvær. Derfor skulle både Lenes 30-års jubilæum og 60-års fødselsdag naturligvis have været fejret med festivitas i sognet. På grund af sygdom har det desværre ikke kunnet lade sig gøre. Men 30 år sætter sig spor, og Lene er og vil blive savnet, derfor skriver vi et par ord om hende.

Frihavnskirken har i tidens løb været kendt for at have præster, som til alle tider har ønsket at gøre kristendommen relevant for det moderne bymenneske. Den tradition inkarnerede Lene og blev en toneangivende præst i København.

Hun prædiker om kærlighed, medmenneskelighed, rummelighed og fordomsfrihed, og hun er selv et levende bevis på det hele.

Lene kom med erfaringer fra sit arbejde som studenterpræst, havde haft sin gang på Christiana og var såvel dengang som nu optaget af kvinders vilkår. Hendes far var præst i Skt. Johannes Kirke på Nørrebro, og han har været en stor inspirationskilde for hende. 

Hendes store omsorg for mennesker med vanskeligheder i livet stammer ligeledes herfra. Hendes far oprettede på et tidspunkt et værested for socialt udsatte tæt på sin kirke. Teenageren Lene mødte her mennesker med mange forskellige baggrunde og problemer, og det har senere haft meget stor betydning for hendes virke som præst.

Børnene har altid haft en særlig plads i Lenes hjerte, og hun er en gudsbenådet historiefortæller og kan levendegøre bibelens fortællinger for alle små mennesker. Vi kender alle børn, som har været til børnegudstjeneste og efterfølgende har berettet om alle de ting, der var inde i Lenes præstekjole, for nok fortalte hun, så de forstod, men hun illustrerede det dertil med alskens rekvisitter: flute, druer, palmeblade og meget andet, som hun hentede frem fra kjolens gemmer.

Forståelsen for at familierne i kvarteret havde brug for et åndehul i en travl hverdag til fordybelse og samvær, blev begyndelsen på spaghettigudstjenesterne i det gamle Frihavns Sogn, som hun sammen med Andreas Christensen påbegyndte i slutningen af 1990erne efter inspiration fra Sionskirken tæt på.

Lene og Andreas var jo begge selv småbørnsforældre, og Lene erstattede gerne spaghetti med en pølsevogn i gården, hvis hendes egen tid ikke strakte til at lave spaghettisovs.

At det var fra kirken, de mindre børn i høj grad kendte Lene, afspejler sig også i denne lille anekdote: Alfred har hele sit liv været med til spaghettigudstjeneste og gik dertil i børnehaven i tilknytning til Frihavnskirken. En dag, Lene passerede gennem gården, kom han begejstret hen og fortalte Lene, at han nogle dage tidligere havde set hende gå ud af kirken og ind i “huset” for at besøge sin mand.

 At Lene satte et stort aftryk på børnehavens børn, er der ingen tvivl om. At "Vildbasserne", som de hed, følte det var deres kirke, skyldes ikke mindst Lene. 

Lene boede klods op af børnehaven, og når børnene var oppe i gården og lege, larmede de, som børn nu gør, når de leger. Men Lene elskede det. Lene udtrykte det således: " Børnene er mit lydtapet". 

Da børnehaven lukkede, og der blev stille i gården, sagde Lene:" Det er altså ikke det samme, nu børnene ikke er der mere. Jeg savner dem."

Lene var også altid villig til at komme ned i børnehaven, når der var bud efter hende. Et af børnene havde mistet sin bedstemor og funderede meget over, hvad der nu skete med hendes bedstemor. Lene kom ned og fik en god snak med børnene om døden og det at miste nogen, man holder af. Det kunne børnene godt forholde sig til. Bl.a. var der én, der havde mistet sin kat og en anden, der havde mistet sin hamster. Det blev også vendt og taget alvorligt.

Der har også altid været plads i præstegården til unge med behov for et helle, og mange af de unge, som er kommet i præsteboligen i Lenes tid, er blevet mødt med stor omsorg og hjælp til lektier, studieopgaver og meget andet, nogle har i perioder boet der, og mange af dem er fortsat en del af Lenes liv.

Lenes legendariske pigeaftener var lige til det sidste et samlingspunkt med mad og foredrag, men nok vigtigst et rum, hvor mange gode samtaler har fundet sted om stort og småt, glædeligt og sørgeligt på tværs af bordene. Mange kvinder har knyttet bånd her.

Lenes store omsorg for de enkelte kvinder viste sig her ved de mange små samtaler, hun havde i løbet af en aften med dem, som havde behov.

Pigeaftenerne var også et sted, hvor vi alle mødte hendes humor, hendes glæde, hendes rungende latter.

Lene har aldrig kun været præst i kirken, men i lige så høj grad i sine omgivelser. Hendes store kærlighed til og omsorg for andre mennesker, der krydsede hendes vej, har betydet rigtig meget, og ikke kun for folk med gang i kirken, men alle andre i området, som hun og Jeff ofte er faldet i snak med om alt det, der nu rører sig i livet.

Ligeledes er Lene en medievant præst. Hun har blandt andet været brevkasseredaktør på Ekstra Bladet, klummeskribent i Berlingske Tidendes M/S-sektion samt bidraget til flere bøger.

Desuden har hun deltaget i debatpaneler på TV3, TV2 og DR2, og hendes deltagelse har altid været med fokus på sager, hvor magten undertrykker de magtesløse.

Dertil har hun siddet i forskellige udvalg blandt andet Københavns Biskops tænketank og HKH Kronprins Frederiks tænketank.

Da Lene flyttede ind i embedsboligen ved siden af kirken, var det med sin lille søn Jakob i Christianiacyklen, siden flyttede Jeff, som var far til to børn, ind, og sammen fik Lene og Jeff børnene Sigrid, Valdemar og Sif. 

Det har altid været et hjem fyldt med varme, liv og latter. Vi ved, at det vil fortsætte, hvor end de kommer hen. 

Tak, kære Lene, for alle de gode og sjove år med dig fra menighed, kollegaer, fra os alle.