"Dødedans – en koncert om døden i livet" m. Dekorum

"Dødedans – en koncert om døden i livet" m. Dekorum

"Dødedans – en koncert om døden i livet" m. Dekorum

Søndag 2. november 2025, kl. 16:00 - 17:00
Frihavnskirken, Willemoesgade 68, 2100 København Ø
Entré ”i døren”: 100 kr. / 60 kr. stud.

"Dødedans - en koncert om døden i livet" er en meditation i stearinlysenes skær over dødens betydning i vores eget levede liv.

Koncerten er centreret omkring Hugo Distlers dramatiske værk ‘Totentanz’ - et værk bygget op som en kædedans, hvor talte dialoger mellem Døden og forskellige borgere efterfølges af Dødens violin og korets refleksioner over dødens evige tilstedeværelse i livet. Værket bliver ved koncerten opført i en nyere dansk gendigtning fra 2017 af Bo Asger Kristensen.

Herudover byder koncerten på smukke og eftertænksomme satser af blandt andre Thomas Morley, Ib Nørholm og Knud Jeppesen.

Entré: 100 kr. (60 kr. for studerende)
Billetter købes i døren.

Velkommen!

 

Om ensemblet:

Vokalensemblet Dekorum er en ambitiøs gruppe bestående af unge, erfarne korsangere. Med et erklæret mål om at være en skabende del af det danske musikliv arbejder koret for at bidrage med noget nyt og spændende ved hver eneste koncert.

Om det skabende består i opførelser af overset eller glemt musik, nye arrangementer af det kendte og elskede eller helt ny musik komponeret specielt til gruppen, varierer. Men fælles for det hele er en anderledes måde at præsentere klassisk kormusik på – i al beskedenhed.

Siden dets undfangelse i efteråret 2016 har Vokalensemblet Dekorum bl.a. uropført Ulrik Vestis Plasticsolen – koncert for klaver og kor over Michael Strunges digt af samme navn – samt søsat det løbende projekt Musik af mulden, der søger at skabe forbindelse mellem klassisk kor og dansk folkemusik gennem nye arrangementer leveret af folkemusikere fra hele landet.

Ensemblet vandt i sommeren 2025 en guldmedalje ved European Choir Games i Aarhus og har flere udgivelser bag sig. Det seneste album Yearning to breathe free blev til i samarbejde med strygekvartetten Halvcirkel og portrætterer komponisten Caroline Shaw. Albummet er blevet anbefalet af blandt andre DR P2.

 

Om dirigenten:

I efteråret 2025 samarbejder Vokalensemblet Dekorum med en af Danmarks yngre talentfulde dirigenter: Mie Bauer (f.1995). Frøet til Mie Bauers dirigentkarriere blev sået allerede som 13-årig, hvor hun dirigerede for første gang ved en koncert på Sankt Annæ Gymnasium.
Hun har med en bachelor fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium, en master i korledelse fra Kungliga Musikhöjskolan i Stockholm, og talentudviklingsprogrammet på den prestigefyldte Malko Dirigentskole i Danmarks Radio en bred dirigentprofil.
Mie har solid erfaring med kordirektion, og har, siden hun blev færdiguddannet arbejdet med korsangere i alle aldre og på alle niveauer. Hun er aktuelt fast dirigent for KorNucopia, Ensemble Nordklang og Lyngby Kammerkor foruden hendes nuværende projektsamarbejde med Dekorum.

 

Komponister:

Hugo Distler: Dødedans (”Totentanz” 1934) – i dansk gendigtning af Bo Asger Kristensen
Thomas Morley: Begravelsesritualet – dansk tekst: Johan Bommelund Houby

Knud Jeppesen: Jeg Sletted som Taage

Ib Nørholm: Den sidste påkaldelse (tekst: Walt Whitman, dansk oversættelse: Poul Borum)

Per Druud Nielsen: Strofer (tekst: Hans Sahl)

Thomas Campion: Never Weather-beaten Saile

(endnu ikke fastlagt: Whitacre: Nox Aurumque)

Entré ”i døren”: 100 kr. / 60 kr. stud.
 


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed